Fællesskab og selvindsigt hjælper unge med svær overvægt

2. februar 2023
af TV 2 Danmark
I den nye livsstilsserie 'Det fede fællesskab' sætter TV 2 fokus på fem unge mennesker, der lever med for høj vægt og for lavt selvværd. Nu skal de bryde med den onde cirkel og de livslange mønstre, der har gjort, at de har udviklet svær overvægt og usunde vaner - og det skal de gøre sammen. Vil det lykkes dem at støtte hinanden i kampen for et godt liv, hvor de kan leve uden skyld, skam og selvhad?
Overvægt er et hastigt voksende problem i hele verden. I de seneste 30 år er antallet af overvægtige tredoblet på verdensplan. I Danmark har 52,6 % af den voksne befolkning moderat eller svær overvægt, og knap hver femte (18,5 %) har svær overvægt.
Obesity and overweight (who.int)
Det går ud over både det fysiske og psykiske helbred, for de mange kilo slider ikke bare på kroppen og øger sandsynligheden for følgesygdomme - også risikoen for mistrivsel som blandt andet dårligt selvværd og ensomhed er til stede.
Det går den forkerte vej med unges sundhed - Sundhedsstyrelsen
Mere end et vægttabsprogram
- Den stigende overvægt blandt danskerne er bekymrende og derfor også et vigtigt tema for TV 2 at beskæftige sig med. Med 'Det fede fællesskab' vil vi anskue overvægt ud fra en mere holistisk vinkel og give seerne et mere nuanceret syn på svær overvægt. Hvorfor er det så svært at tabe sig, og hvordan ændrer vi de usunde vaner og mønstre? Serien er derfor ikke et klassisk vægttabsprogram, som udelukkende handler om at komme ned i vægt. Det handler i høj grad også om at forstå årsagen bag sin overvægt samt at lære at elske sig selv og acceptere sin krop, siger TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg.
Psykologisk ubalance
I 'Det fede fællesskab' møder vi fem unge mennesker i 20’erne med svær overvægt, hvis højeste ønske er at få det bedre - både mentalt og fysisk. De har hver især forsøgt at komme de mange kilo til livs, men det er svært at stå alene med det. Derfor har de sagt ja til at deltage i eksperimentet, hvor de i en måned bor sammen alle fem med det ene formål: At få et bedre og sundere liv både mentalt og fysisk. De får tilknyttet træner og ernæringsvejleder Per Nielsen og psykolog Tina Egevang, som begge skal guide og vejlede dem til et sundere jeg - både fysisk og mentalt.
Ifølge psykolog Tina Egevang er det grundlæggende at se på de bagvedliggende årsager til de mange ekstra kilo:
- Svær overvægt er et symptom på en ubalance, som både kan være fysisk og psykisk. Det er vigtigt at få indblik i de psykiske årsagsfaktorer og arbejde med dem for at få indre ro. Rigtig mange spiser for at håndtere indre uro, fortæller psykolog Tina Egevang, der har specialiseret sig i overvægt.
Fællesskabet motiverer
Ud over de psykologiske aspekter spiller fællesskabet også en central rolle for de fem unge. På kort tid går de fra at være helt fremmede for hinanden til at danne et stærkt og trygt fællesskab, hvor de sammen støtter hinanden til en sundere livsstil. Og netop fællesskabet er en stor motivationsfaktor, når man vil bryde den onde cirkel - uanset om man er barn, ung eller voksen. Det fortæller fysisk træner og ernæringsvejleder Per Nielsen:
- En livsstilsændring er nemmere, når man møder forståelse og opmuntring frem for modstand og fordømmelse. Vi kender vel alle sammen til at have planlagt en træning, som man ikke gider. Her kan fællesskab med en ven eller flere gøre det nemmere at holde fast. Eller hvis man ikke orker at lave aftensmad, og man tænker i den hurtige løsning - så er det bare igen nemmere, hvis man har nogen, der hjælper med at holde fast. I serien ser vi netop de fem medvirkende bruge hinanden både til at sætte ord på og dele tanker, når det er svært, og støtte hinanden i processen. Det er det, et fællesskab kan, siger Per Nielsen.
Første og andet afsnit af 'Det fede fællesskab' kan allerede nu ses på TV 2 PLAY. Serien vises på TV 2 hver tirsdag. Der er seks afsnit i alt.


